Fotograf Regina Dubourg

Jeg er ikke for alle og alle er ikke for mig. Hvis I er til nærværende, latterfyldte fotografier i en afslappet, kærlig stemning med en lys og varm redigering og en anerkendende og tålmodig tilgang til børnene og fotografi, så er jeg for jer! Hvis I er en kærlig småbørnsfamilie, der holder af kvalitet, en afslappet atmosfære, personlig service, har let til grin og kæmpekram, er pjattet med min fotografiske stil og har sat jer ind i hvordan det foregår her hos mig, så er I helt sikkert også for mig! Jeg glæder mig til at møde jer og byde jer velkommen i mit lille studie eller på udendørslokation.

Personligt – og først og fremmest – er jeg Coeurs mor. Vores dejlige dreng fra Januar 2022. Jeg er gift med min bedste ven, Andreas. Vi har to hunde, Maxim og Allan.

Vi drømmer om en dag at få et landsted med masser natur omkring os – måske havet tæt på, hvis vi virkelig skal drømme stort – med en stor køkkenhave, forskellige dyr og glade unger. Men indtil da, nyder vi vores sommerlige oase her i midtbyen, hvor fotostudiet også er. Jeg er familiemenneske og alt cirkulerer om familielivet for mig. Derfor er jeg heller ikke til at fange 24/7. Jeg fotograferer helst på hverdage mellem kl. 10-14. Mine svartider er nogle dage samme dag, andre dage går der måske mere end et par dage. Sådan er det med børn, der heldigvis kræver vores tilstedeværelse og nærvær. Men det ved I jo nok selv alt om, så på forhånd tak for forståelsen. Børn kommer bare altid i første række og det er bare helt som det skal være. Derfor kan det også være at I måske møder lille Coeur og Farmand en gang i mellem her på matriklen.

Jeg er dansk/fransk, feminist og intuitiv. Jeg er betaget af forældreskabet og elsker at forevige båndet mellem barn og forældre – hvad enten det er i maven eller i favnen. Jeg er helt vild med naturen, familietid, kvindefælleskaber, yoga, grin, dybe samtaler, årstider, at samles og betænksomhed. Jeg har aldrig følt mig mere hjemme i en rolle, som i rollen som mor. Aldrig har noget andet føltes mere intuitivt og naturligt. Det skulle da lige være at være fotograf. For jeg er fotograf af hjertet og med hele sjælen.

Jeg fotograferer det, der er, så I kan mindes det, der var.

Nærværende billeder, der giver mening – skabt i en lys og (hjerte)varm fotografisk stil. Det hele foregår i en hyggelig og tålmodig stemning i mit lille, skønne fotostudie i Odense eller på en smuk, udvalgt lokation på Fyn. Jeg henvender mig til den mere (kvalitets)bevidste familie, der nærer autencitet, nærvær, kæmpekram og store grin. Især efter at jeg selv blev mor, kan jeg se hvor stort behovet for at fastfryse tiden, er.

Jeg fotograferer gravide, nyfødte, små familier, babyer, bryllupper, branding og alt det, som giver mening i mig – og alt sammen, for at give jer minder om det der er, så I kan mindes det, der var. Jeg har fotograferet hele mit liv – Jeg startede som barn, kom i mesterlære (jeg er faktisk oprindeligt oplært analog i mørkekammer og hele molevitten) i 2008 hos Fotograf Agerled ved Overgade, hvor jeg efterfølgende blev ansat fotograf og herefter blev jeg i 2013 selvstændig som 22-årig, hvor jeg opkøbte hele Agerled – Fyns ældste fotografforretning – det selv samme atelier, som jeg var oplært i. Jeg kørte på med stor succes i store lokaler, med en virkelig dyr husleje, flere ansatte, var på fotoekspedition for at fotodokumentere truede stammefolk i Amazonas junglen, lavede forsider til bogcovers, coachede andre fotografer, holdt foredrag og havde rigtig lange arbejdsdage – lige indtil jeg fandt ud af, at jeg skulle drive min virksomhed på en mere rolig, feminin, bæredygtig måde, der ikke med tiden ville få mig brændt helt ud. På en måde, som både nærede mig, mine drømme, min kærlighed til fotografiet og den nærværende kontakt med den enkelte kunde og baby. Så jeg flyttede studiet til Skibhuskvarteret i 2018, alene uden ansatte og uden åbningstider – Alt efter aftale, som det også er nu. Det var et par dejlige år, jeg fik der, inden at jeg skulle på næsten to års barsel – og derfor så lukkede studiet igen. Nu har jeg, efter endt barsel, skabt det fineste, lille studie midt i Odense Centrum på Hans Mules Gade, hvor jeg selv bor. At være familiefotograf er det rigtige for mig.

Store lokaler på en dyr adresse er ikke nødvendigt for den slags billeder, jeg skal skabe.

Jeg valgte helt bevidst at mit studie skulle være lille, fordi de andre studier jeg har haft, har været for store til det behov, jeg har nu – Der var alt for meget spildplads og af erfaring ved jeg, at store lokaler på en dyr adresse ikke er nødvendigt for den slags billeder, jeg skal skabe. Nu har jeg lavet et helt rum til foto, så børnene kan kravle/gå rundt i hele lokalet uden at ”komme ud fra fotobaggrunden” og det bedste er, at det er her, hvor jeg bor, så jeg kan være tæt på familien samtidig. Jeg elsker den frihed og luft i hverdagen det giver, både for min familie og jeg, at jeg arbejder hjemmefra og kan planlægge min egen tid. Både min mand og jeg arbejder hjemmefra, så hjemme hos os, findes der bare ikke de der stressede morgener med havregryn galt i halsen og trafikprop på vejen. Vi lever bare det langsomme liv sammen med vores søn og to hunde. Det hele har måske lidt af en “sommerhus-vibe” over sig hjemme hos os og det er vi fantastisk tilfredse med. Det er hele intentionen. Nærhed, ro, intuition og langsommelighed er nøgleord i vores livsopskrift – og det smitter selvfølgelig af på både min lille hjertevirksomhed og mine kundeforhold. Jeg er oprigtig interesseret i mine kunder, betaget af mødet mellem mennesker, af kunst, fotografiet, lyslægning og de følelser et fotografi kan rumme og kunsten i alt hvad vi gør. Siden så længe, jeg kan huske tilbage, har detaljer bare fascineret mig – lysindfald, ansigtstræk, skygger. 

Det, der driver mig, er at lave de smukkeste minder til alle, der kommer min vej. Derfor er det også vigtigt for mig, at mine produkter kan holde generation efter generation. Jeg har derfor nøje udvalgt mine materialer, så alle fysiske produkter er bæredygtige, økologiske og smukt kreeret med omtanke for miljøet. Det betyder meget for mig, hvordan vi efterlader vores jord til de kommende generationer. Jeg er familiemenneske – og familiefotograf. Jeg elsker mine trofaste kunder, der kommer igen og igen, år efter år, familieforøgelse efter familieforøgelse. Tak for jer. Jeg elsker når I vender tilbage og jeg ender med at følge hele familien – barn efter barn, bryllup og konfirmationer. Jeg har konfirmander nu, som jeg har fotograferet som børn. Det er simpelthen så rørende for mig at få lov til at følge jeres liv på sidelinjen og få den ære, at være jeres faste familiefotograf. Det er derfor jeg laver, det jeg laver. 

Jeg laver billeder, der giver mening i en lys og (hjerte)varm fotografisk stil.

Vi leger blot rundt i det lillebitte, lyse studie. Jeg har indrettet det sådan at vi ikke skal stresse over at børnene suser væk fra ”fotobaggrunden”, så I som forældre kan slappe mere af og så der ikke er så mange krav til de små. Det kan jeg skabe, fordi det netop er så intimt og lille. Min fotografiske stil er lys, varm og enkel – i ordets fineste forstand – moderne, men tidløs. Jeg holder mine fotograferinger i lyse, varme toner – helt enkelt – for at I som familie kan være i fuld fokus. Jeres fotografier skal holde i mange år frem – pryde albummet eller væggen derhjemme med flotte, tidløse fotografier, som ikke bliver “outdated” på grund af modetøj, rekvisitter eller lign. Der skal ikke være noget, som forstyrrer øjet – hverken farverigt tøjvalg, store logoer på tøjet, røde brandbiler, grønne baggrunde og skrigpinke bamser – you get the picture.

Jeg bruger ingen farverige, iøjefaldende rekvisitter, men jeg bruger derimod jer som forældre og jeres nærvær – kys og kram, jeres arme, hænder og skuldre. Jeg har trælegetøj, så jeres babyer kan lege sig i gennem fotograferingen, hvis de har lyst til det. Jeg fotograferer alle babyer som de er – legende, mutte, sansende, grinende, udforskende, dybe og sjove. Jeg bestræber mig altid på at få så mange udtryk som muligt – både med og uden smil. Men baby styrer altid showet, jeg presser aldrig en baby til at smile – men jeg forsøger altid at gøre det hyggeligt og sjovt med lyde og rangler og så kommer smilene som regel helt af sig selv. Det er vigtigt at vi ikke har en masse forventninger og krav til vores kære små – Det kan mærkes hos dem og det smitter af på billederne. Kom gerne med den indstilling, at vi bare skal lege rundt her i en times tid, så hygger vi os og ser hvad der sker i udtryk. Hvis baby er begyndt at kravle eller gå, er der ingen krav til at de skal sidde pænt og stille hos mig. I just go with the flow.

Ha’ en ordentlig portion tålmodighed med i tasken, så går alt som smurt. Det kan nogle gange virke kaotisk, men bare vent til I ser resultatet. Vi hygger os altid og der er altid plads til både ammepause eller en stille stund hos mor eller far. Jeg er meget afslappet og tålmodig med børn af natur, så I kan roligt slappe af og bare være jer selv – med alt hvad det indebærer og giver af skønne fotos til minderne. Hos mig, skal ingen sidde stille – medmindre de har lyst i hvert fald.

For at jeg kan “do my magic” og lave de fine, lyse fotograferinger, som I ser her på siden, skal fotograferingerne holdes lyse og enkle. Derfor bedes I have lyst tøj på, både forældre og baby. Det kunne f.eks. være en helt alm. hvid body uden logoer eller mønster, et par søde beige bukser/shorts, en lille hvid “kjole-body” eller strik til den lille ny, en hvid kjole til mor eller en sød, hvid top med et par beige hørbukser. Til far f.eks. en hvid t-shirt eller hvid skjorte og et par beige chinos eller lyse jeans. Tænk i lyse “naturfarver”. Det skal helst ikke være alt for stift/pænt, men noget, som I kan bevæge jer rundt i og vigtigst af alt: noget, som I kan slappe af i og føler jer godt tilpas i – også om mange år.

Helst ingen logoer, mønstre, modetrends, osv. for jeres egen skyld. Jeg har en kundegarderobe, hvor de små og mødre kan låne lidt lyst tøj til fotograferingen. Men medbring altid et sæt hver til jer alle, som I véd at I kan passe og føler jer godt tilpas i, hvis nu ikke jeg har noget i enten jeres størrelse eller smag i garderoben. Husk altid lys en lys BH og undertøj så det ikke ses i gennem kjolerne/tøjet.

Udendørs, hjemme eller studiet?

Det hele kan noget helt særligt – på hver sin måde. Udendørs er der plads til
de helt store armbevægelser og i studiet er det altid godt vejr og trygt for baby.

Studiefotografering

Her i mit lillebitte fotostudie er der trygt og rart – og til at holde styr på ungerne, ha ha. Vi skal ikke tænke på regnvejr og kolde dage. Her hos mig er altid lyst og varmt, som på en forårsdag. Der er en afslappet, hjemlig stemning. Der er altid tid til skifte-, amme/flaske-, eller ”lige sidde/ligge lidt ved mor eller farmand”-pauser. Jeg har herhjemme puslebord, elkedel, mikroovn, køleskab og toiletfaciliteter. Fordi mit studie er her hvor jeg bor, føles det hele forhåbentligt enormt hjemligt for jer. Der er parkeringspladser lige overfor, ved Odense Koncerthus og i P-kælderen under Odeon.

Udefotografering

Når vi er udenfor, er der naturligvis “højere til loftet” og plads til – endnu – større armbevægelser end indenfor. Det giver, for nogen, mere bevægefrihed. Om ikke andet, giver det et andet udtryk end i studie. I gennem mine mange år som fotograf har jeg samlet en masse helt vildt fantastiske fynske fotolokationer, som jeg gerne deler ud af. Det kunne være på stranden, i en park, i et fedt bystræde eller lign. Men det kan også være et helt særligt sted, som betyder noget for jer som familie/par personligt. Min go to med familier er næsten altid stranden. Det er så hyggeligt.

Hjemmefotografering

Hjemme hos jer selv er der trygt og velkendte rammer. I skal blot tænke lidt lyse steder ind i planlægningen, inden jeg kommer. I kan få inspiration i galleriet, men f.eks. en seng med hvidt sengetøj er rigeligt for nærmest en hel session eller et flot glasparti i jeres dagligstue, et køkken med godt lysindfald. Det vigtigste er, at det er lyst og fotovenligt – så får vi alle de små hverdagsøjeblikke foreviget. Det kan være en lege-, mad- eller ammesituation, en god bog der læses sammen, kildeleg eller pandekager. Hvad end der føles naturligt for jer og viser jer bedst som familie.

Hvordan foregår det hos Fotograf Regina Dubourg?

Hos mig foregår det således at I læser info igennem her på siden, så I er godt forberedt og så booker I tid til fotografering ved at sende mig en mail, så vi kan finde en ledig dag til jeres fotografering. Når vi har fundet en dag til jer, sender jeg mine kontooplysninger, så I kan indbetale depositum (50% af fotograferingsprisen) og herefter er jeres dag sikret i min kalender. Inden fotograferingen anbefaler jeg at I læser info og handelsbetingelser herinde på hjemmesiden. I indbetaler det resterende beløb via bankoverførsel dagen før fotograferingen eller betaler kontant på selve dagen. Hvad der er nemmest for jer. Jeg tager ikke Mobilepay eller dankort!

Da jeg altid skal kunne opretholde en høj kvalitet og personlig service til alle mine kunder, tager jeg kun et begrænset antal kunder ind hver måned – Derfor er det altså først til mølle. Jeg kan bookes alle hverdage (og et par udvalgte weekender) og helst gerne mellem kl. 10-14, så de små er mest friske og veloplagte. De fleste forældre tager enten en halv eller hel fridag, så de har god tid hos mig og ingen stress. En hyggelig fotografering kan tage alt fra 1 til 2 timer, afhængig af babys humør, pauser og hvor meget vi voksne lige hyggesnakker sammen, hi hi. Men oftest tager det 1 times tid inkl. bleskift, evt. amning, osv. Når I ankommer snakker vi lidt, kigger outfits og leger lidt, så baby kan vende sig til mig inden at vi går i gang. Vi skal bare hygge os, lege og lave skønne fotominder.

Jeg skal bruge mindst én forælder til fotografierne, fordi jeg bruger jeres arme, hænder og skuldre, men jeg vil anbefale at man er hele familien (mor, partner og børn) samlet, i hvert fald til et par af billederne. Hvis ældre søskende måske bliver utålmodige, kan far gå på legepladsen med dem. Den ligger 200 meter fra studiet. Der er altid plads til både ammepause eller putning hos mor eller far. Jeg er altid meget afslappet og tålmodig med og omkring børn af natur, så I kan roligt slappe af og bare være jer selv – med alt hvad det indebærer og giver af skønne fotos til minderne. Det hele handler bare om at forevige jer præcis som I er – en lille, ny familie med kun jer som fokus. Fyldt med latter, kæmpekram, kærlighed og nærvær i en hyggelig, legende stund.

Efter et par uger modtager I et onlinegalleri på jeres mail med minimum 20 stk. digitale filer – færdigredigeret i min varme, lyse stil og klar til både download og selvprint. I skal huske at downloade alle billederne ned indenfor cirka 14 dage, i det onlinegalleriet automatisk bliver slettet igen herefter. Når I har modtaget billederne og fået dem downloadet, må I meget gerne skrive til mig, så jeg får bekræftet at I har modtaget alle billederne og er glade for dem – Efter hvert et galleri, jeg sender, sidder jeg altid hammer spændt og venter på om I elsker dem, lige så meget som jeg! Wee! Så det betyder bare mega meget for mig med en glad tilbagemelding fra jer. I må meget gerne lave en anmeldelse på Google bagefter, hvis I ønsker.

Efter at I har downloadet jeres filer, kan I dele dem på sociale medier (husk gerne at tagge mig – sharing is caring), printe dem selv eller bestille produkter – f.eks. fine art prints eller album. Jeg vil meget gerne printe smukke fine art prints for jer, skabe smukke fine art album, m.v. men jeg opbevarer ikke jeres filer uendeligt (GDPR), så hvis I vil bestille fysiske produkter hos mig, skal I meget gerne gøre det indenfor det første halve år. Det er aldrig tilladt at redigere i jeres billeder, som I modtager fra mig. Jeg glæder mig meget til at møde jer.

Send mig en besked

Jeg træffes bedst skriftligt.

1 + 14 =